23948sdkhjf

Ny ejer holder fast i Hørlyck Skos kvalitetsbevidste brand

| Medlemsnyhed | Indrykket af Butikskompagniet ApS

Hørlyck Sko har på 20 år etableret sig som en af de mest anerkendte skoforretninger i Danmark. ButiksKompagniet har stået for salget af det stærke brand, som den nye ejer ønsker at videreføre.

Hørlyck Sko ligger i en charmerende hjørneejendom på kanten af Latinerkvarteret i Aarhus’ midtby. I to årtier har kunderne nydt godt af butikkens store og eksklusive udvalg af sko, sandaler og støvler til damer, og i dag er Hørlyck Sko et lokalt brand, der står for design og kvalitet.

Da ejeren af Hørlyck Sko, Ulla Hørlyck, ønskede at gå på pension, fik ButiksKompagniet mulighed for at formidle salget af butikken. Efter stor interesse endte butikken med at blive solgt til Birthe Didriksen, der har et godt kendskab til butikkens koncept og kvaliteter:

”Jeg har kendt butikken siden den åbnede, og jeg har altid synes, at Hørlyck Sko er den bedste skobutik i Aarhus. Butikkens koncept fungerer rigtigt godt. Hørlyck Sko har altid haft de rigtige mærker og et godt udvalg, og butikken tør skille sig ud fra den almindelige skohandel.”

Kunne ikke leve med, at lokalerne skulle bruges til andet end sko
Birthe Didriksen har hele sit liv arbejdet med sko som skandinavisk agent for en lang række forskellige skomærker. Selvom hun ikke har nogen tidligere erfaring som butiksejer, valgte hun alligevel at købe Hørlyck Sko:

”Jeg kunne simpelthen ikke leve med, hvis butikken skulle sælges til noget andet end sko. Lokalerne er fantastiske, og beliggenheden på Vestergade er perfekt. Der er højt til loftet, store facadevinduer og en rigtig god atmosfære, som skal bevares i fremtiden.”

Visionen for Hørlyck Sko er derfor også præget af respekt for konceptets kvaliteter og de loyale kunder. Det fortæller Birthe Didriksen:

”Specielle skobutikker er en mangelvare i dag, og mange kunder efterspørger butikker, hvor de kan gå ind og få den rette vejledning. Hørlyck Sko har altid tilbudt kunderne kvalitetsprodukter og faglig vejledning, og det vil jeg holde fast i fremover.”

Hjælp fra ButiksKompagniet til førstegangskøber
Birthe Didriksen har ikke tidligere købt erhvervslokaler. Derfor har hun trukket på ButiksKompagniets erfaringer i forbindelse med køb og overtagelse, og det har været en god oplevelse.

”ButiksKompagniet har gennem hele processen været hurtige til at levere materialer og følge op på mine henvendelser. De har ydet en fantastisk service, og det har gjort det nemt for både den tidligere ejer og mig at komme godt igennem købsprocessen,” siger Birthe Didriksen, og fortsætter:

”Samtidig har døren altid stået åben, når jeg som ny butiksejer har henvendt mig med spørgsmål. ButiksKompagniet har altid haft tid til at svare og tage hånd om tingene, og når jeg har besøgt dem, har jeg oplevet en stor gæstfrihed, og følt mig meget velkommen.”

Medlemsnyhed

Indrykket af
Butikskompagniet ApS

Godthåbsvej 82
2000 Frederiksberg
Danmark
Butikskompagniet ApS

Send til en kollega

0.054