23948sdkhjf

Besøg fra Vietnam ser på energieffektivitet hos Superfos

| Medlemsnyhed | Indrykket af RPC Superfos a/s

For nylig var plastemballagevirksomheden Superfos, en virksomhed i Berry Global, vært for en delegation fra Vietnam, der ønsker at vide mere om energieffektivitet og miljøpåvirkninger i plastindustrien.

Superfos, en af Europas førende producenter af plastemballage, fik før sommerferien fornemt besøg, da en række embedsmænd fra det vietnamesiske Ministry of Trade and Industry besøgte virksomheden i Randers.

Det er godt at udveksle erfaringer
Besøget er en del af Energistyrelsens myndighed-til-myndighedsprogram med Vietnam, hvor målet er at udveksle erfaringer vedrørende benchmarking og regulering af energitunge industrier.  

Joel Kjellander, HSE Manager hos Superfos i Randers og Stilling, fortæller:

”Superfos er meget glad for at kunne vise den vietnamesiske delegation, hvad vi gør for hele tiden at blive mere energieffektive, og hvilke frivillige ordninger og rammer, den danske stat udstikker for virksomheder som vores. Vi har noget at være stolte af og vise frem, men det var bestemt også interessant at høre om situationen i Vietnam.”

Forskellige tilgange til tilskud
Som det er i dag, er den vietnamesiske lovgivning om energirigtig produktion markant anderledes end den danske model. I Vietnam vil man se resultater i form af gennemførte energiforbedringer, inden der udbetales offentlige tilskud.

I Danmark indgår virksomhederne derimod en frivillig aftale om at gennemføre energieffektiviseringer mod at få et tilskud til deres PSO-betaling (Public Service Obligation). Kort sagt kan virksomheder modtage offentlig støtte til udvikling af nye grønne energiløsninger, der endnu ikke er konkurrencedygtige. 

”Vi fik en god diskussion om de forskellige tilgange, og hvilke målepunkter man kan bruge, når man arbejder med energibesparelser. Delegationen ville også gerne vide, om tilskud fra Energistyrelsen bliver kanaliseret tilbage til energiarbejdet, hvilket de delvist gør hos os,” forklarer Joel Kjellander.

Renere produktion og mindre CO2

Under det vietnamesiske besøg var Operation Clean Sweep programmet også oppe og vende. Superfos er ved at udrulle programmet, som handler om at forhindre, at små plastemner som flager, støv og pulver fra produktionen ender i naturen, og også dette emne fangede gæsternes interesse.

”Vejen til globale mål om renere produktion og mindre CO2-udledning går gennem de fremskridt, vi som industri kan gennemføre i Danmark, i Vietnam eller et tredje sted. Besøget fra Vietnam er med til at styrke landets bestræbelser på at udlede mindre CO2 og mindske miljøpåvirkningerne – og det kan vi kun være stolte over at kunne bidrage lidt til,” slutter Joel Kjellander.

Medlemsnyhed

Indrykket af
RPC Superfos a/s

Spotorno Allé 8
2630 Taastrup
Danmark
RPC Superfos a/s

Send til en kollega

0.104